Info om COVID-19 - Nordic Medicare

Info om COVID-19 – opdateret 23/04-2020

Kære alle sammen

Borgere bør stadig bruge mundbind i sundhedsvæsenet, når der er øget risiko for smitte

Sundhedsstyrelsen er her til morgen kommet med nye anbefalinger om borgernes brug af mundbind i sundhedsvæsenet. Anbefalingerne gælder fra 14. juni 2021. Fremover anbefales brug af mundbind til patienter, der har symptomer, der kan være tegn på COVID-19, til alle der skal testes for COVID-19 og på enkelte steder på sygehuse og i almen praksis. Personalet i sundhedsvæsenet og ældreplejen kan tilsvarende fra mandag d. 14. juni gå tilbage til at anvende værnemidler i overensstemmelse med de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer.

Siden foråret 2020 har Sundhedsstyrelsen, i perioder med øget risiko for smittespredning, anbefalet at bruge mundbind i sundhedsvæsnet som en ekstra beskyttelse i situationer, hvor det ikke har været muligt at holde afstand. I december indførte regeringen desuden et krav om, at både personale og borgere skulle bære mundbind på offentligt tilgængelige steder, herunder i sundhedsvæsenet, på ældreområdet og på dele af socialområdet.

I den aktuelle situation, hvor der er høj vaccinationsdækning, lave smittetal og færre indlagte med COVID-19, er behovet for supplerende smitteforebyggende tiltag mindre. Derfor vurderer Sundhedsstyrelsen, at det nu er muligt at lempe på krav om brug af mundbind, herunder i sundhedsvæsenet. De nye anbefalinger følger Sundhedsstyrelsens netop offentliggjorte anbefalinger om lempelse af krav om mundbind i det offentlige rum.

Langt størstedelen af personer i øget risiko er blevet færdigvaccineret, og det gælder også en stor del af den øvrige befolkning og de ansatte i sundhedsvæsenet. Samtidig har vi god epidemikontrol. Derfor er det vurderet, at der ikke længere er grund til, at alle bærer mundbind overalt i sundhedsvæsenet, men at man kun gør det i situationer hvor der er en særlig risiko og det er meget vigtigt, at man fortsat følger de generelle anbefalinger for at undgå smitte.

Personalet i sundhedsvæsenet og ældreplejen kan fra mandag d. 14. juni 2021 gå tilbage til at anvende værnemidler i overensstemmelse med de gældende retningslinjer, der er beskrevet i de Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer:

Følgende gælder fra 14. juni 2021

Borgere og patienter anbefales at bruge mundbind i følgende situationer:

  • - når de skal testes for COVID-19
  • - hvis de har symptomer og bryder selvisolation fx for at komme til læge eller på sygehus
  • - ved ophold i venteværelser, da der kan være personer med luftvejssymptomer – det vil sige akutmodtagelse, akutklinik, almen praksis, vagtlæge og øre/næse/hals speciallægepraksis