Stråmandsklinik? Nej partnerskabsklinikken er ikke en stråmandsklinik

I 2021 planlægger vi at åbne et stort sundhedshus i Kalundborg, til gavn for patienterne.
I sundhedshuset er der plads til flere sundhedsgrupper, lige fra psykologer til fysioterapeuter.

Myte 1: Partnerskabsklinikken – en stråmandsklinik

Læs de øvrige PLO-skabte myter her

I flere områder af Danmark, har det været udfordrende at sikre permanent lægedækning med familielæger. Områder hvor ingen PLO-læger har ønsket at være. PLO anvender konsekvent begrebet stråmandsklinik, som betegnelse for partnerskabsklinikken, alene med det formål at afspore debatten i negativ retning.

Partnerskabsklinikken sikrer lægedækning i områder, hvor lægedækning var problematisk under PLOs markedsmonopol. Ligeledes bidrager partnerskabsklinikken med en ny arbejdsramme for den store minoritet af speciallæger, som ikke ønsker at være selvstændig erhvervsdrivende.

Nu breder fænomenet stråmandsklinikker sig med uventet hast, og vi ser, at koncerner aktivt går efter at lade stråmænd opkøbe ydernumre, som så efterfølgende drives af koncernerne med løst tilknyttede vikarer. Dette fænomen undergraver i alvorlig grad vores brand i almen praksis og truer patienternes adgang til en rigtigt egen læge med kontinuitet i fremtiden.

At anvende en betegnelse som stråmand, er mærkværdig med tanke på, at partnerskabsklinikken arbejder indenfor Sundhedslovens rammer og den overenskomst, som PLO selv har indgået med regionerne. Partnerskabsklinikkens organisatoriske form er åbenlyst et problem for PLO, men for Danske Patienter, der repræsenterer i alt 102 patient- og pårørendeforeninger med samlet 900.000 medlemmer fordelt på 21 medlemsorganisationer, er lægens organisatoriske tilhørsforhold ikke af afgørende betydning. For Danske Patienter er kvaliteten i behandlingen, udført af familielægen i lægeklinikken, det afgørende:

For patienter og pårørende er lægens organisatoriske tilhørsforhold ikke af afgørende betydning. Det, der betyder noget for brugerne, er at den samlede praksissektor udvikler sig i en retning, som giver dem værdi og kvalitet i behandlingen.

Camilla Hersom, formand for Danske Patienter, understreger ligeledes, at det for patienterne er ligegyldigt, hvem der ejer lægeklinikken. Det er kontinuitet og kendskab der har betydning for patientgrupper (Berlingske: Over 100.000 danskere står nu uden fast familielæge, september 2018). Her er det vigtigt at understrege, at Nordic Medicare drevet partnerskabsklinikker alene benytter fastansatte familielæger jf. Myte 2, og kun benytter faste lægevikarer ved ferie, sygdom, efteruddannelse mv. Disse partnerskabsklinikker bidrager med høj kvalitet og kontinuitet i behandlingen jf. Myte 5, hvilket er helt centralt for patienten. Det er derfor ikke korrekt, at beskrive en speciallæge i almen medicin, fastansat i en partnerskabsklinik, som værende en ikke rigtig læge, fordi vedkommende blot har fravalgt PLOs klassiske model, og dermed et virke som selvstændig erhvervsdrivende.

I Ugeskrift for Læger, 11.01.2021, kriminaliserer nuværende PLO-formand, Jørgen Skadborg, sine egne PLO-medlemmer, der er indgået i et partnerskab, for at drive stråmandsvirksomhed. Disse læger udskældes, af PLO, hvilket er kontraproduktivt for deres arbejdsmiljø.

Jørgen Skadborg mener, at læger, der driver stråmandsvirksomhed, undergraver hele branchens fremtid ved at stille sig til rådighed for koncerner. »Det har den konsekvens, at patienterne ikke i fremtiden kan få en egen læge«, siger Jørgen Skadborg.

At drive en stråmandsvirksomhed er ulovligt i Danmark. Kommer du ikke til at krimina­lisere dine egne medlemmer ved at kalde dem stråmænd? De begår jo ikke noget ulovligt.

»Jeg bruger som oftest selv udtrykket »koncernklinikker uden fast læge«. Men nogle steder er det regulær stråmandsvirksomhed, fordi lægen ikke har nogen form for gang eller tilsyn med klinikken. Det er bare en underskrift på et stykke papir, så koncernen kan komme i gang.«

Det er decideret usandt, at en privatpraktiserende læge, som har indgået i et partnerskab med Nordic Medicare, for at blive aflastet i driften, ikke har tilsyn med klinikken, som Jørgen Skadborg pointerer. Det forholder sig naturligvis ikke sådan i partnerskabsklinikken.

Det er vigtigt at forstå, at partnerskabsklinikken oprindeligt blev skabt ud fra lægernes ønsker og patienternes behov. I dag har vi desværre et stort ressourcespild eftersom ca. 800 speciallæger i almen medicin, har valgt ansættelse uden for almen praksis. Danske Patienter peger på årsagssammenhænge samt løsningsforslag hertil:

Knap 800 læger med speciale i almen medicin er ansat uden for almen praksis [..]. Vi ved ikke, hvorfor almenmedicinere i stigende grad vælger praksissektoren fra, men udviklingen kan indikere, at yngre læger ikke finder den eksisterende organisering optimal. Tilværelsen som praktiserende læge er typisk forbundet med at være selvstændig erhvervsdrivende. Det indebærer blandt andet, at lægerne – ud over deres lægefaglige arbejde – skal bedrive virksomhedsledelse, og at de risikerer at blive stavnsbundet, hvis de ikke kan komme af med deres praksis, når de ønsker at flytte. Tilsammen peger de ovenstående forhold i retning af, at der er en række strukturelle barrierer i vejen for at opnå optimal kvalitet og kapacitet i almen praksis. Derfor skal politikerne turde kigge på alternative organiserings- og driftsformer, som både kan komme behandlingskvaliteten og lægernes arbejdsmiljø til gode, når de planlægger fremtidens almene praksis. Det kan både være helt nye organiseringsformer [..].

Tre ud af fire kommende speciallæger i almen medicin udtrykker stor bekymring ved den arbejdsbelastning, der foreligger ved at være selvstændig erhvervsdrivende, i en PLO-klinik. Hele 38 procent af de kommende speciallæger i almen medicin er tvivlere og nej-sigere i forhold til at være selvstændig erhvervsdrivende. Dette underbygges af en spørgeundersøgelse fra 2018, foretaget af Yngre Læger. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), som er en uafhængig statslig ekspert, har analyseret på undersøgelsen fra Yngre Læger og fremhæver, i 2020, følgende væsentlige pointer:

  • Næsten 70 procent ønsker i nogen eller høj grad at være ansat i almen praksis. “Kun” 10 procent ønsker det slet ikke.
  • 39 procent kan i nogen eller høj grad forestille sig at arbejde i en udbuds- eller regionsklinik, mens 37 procent i nogen eller høj grad kan forestille sig at arbejde i et sundhedshus eller en klinik drevet af en privat udbyder. “Kun” 25 procent kan slet ikke forestille sig nogen af delene.
  • 56 procent kan i nogen eller høj grad forestille sig at arbejde et andet sted end i almen praksis – og her peger 70 procent på, at sygehuse er det mest relevante for dem.
  • Og når interessen for andet arbejde end almen praksis og andre ansættelsesformer end ejerskab af en almen praksis er så stor, kan det heller ikke undre, at 54 procent i nogen eller høj grad er interesserede i en kombinationsstilling mellem primærsektor og hospital på eksempelvis en udredningsenhed.
  • Alt dette ændrer ikke ved, at flertallet – i Yngre Lægers undersøgelse er det 62 procent – har et ønske om at eje en praksis. Men 12 procent gør ikke. Og 26 procent af dem er i tvivl.

Og det er i høj grad dem, vi skal interessere os meget mere for. De 38 procent som er tvivlere og nej-sigere er ikke nogen ubetydelig del af morgendagens almene medicinere.

Sidsel Vinge, Projektchef hos VIVE, påpeger endvidere at;

Hvis man mener, at klinikejerskab bør være den eneste organisatoriske og økonomiske ramme omkring at yde almen lægehjælpe i primærsektoren, så vil man udelukkende fokusere på, hvad der skal til, for at tvivlerne og nej-sigerne skifter mening og vil eje en praksis. Men hvis man er mere optaget af at sikre almen lægehjælp af høj kvalitet til alle danskere, så skal man fokusere på, hvad der skal til for at en stor del af de 38 procent ender med at yde almen lægehjælp i primærsektoren – under en eller anden form: Det kan være attraktive og varige ansættelser – også på seniorniveau – i almen praksis, i klinikker eller i kombinationsstilling mellem primær og sekundærsektor.

Jakob Kjellberg, Professor i sundhedsøkonomi ved VIVE, ser ligeledes fordele ved partnerskabsmodellen:

Jakob Kjellberg peger på, at det er mere attraktivt at drive lægepraksis i nogle dele af landet end andre, og partnerskabsklinikkerne kan være en måde at få gjort noget ved lægemanglen i de dele af landet, hvor der er for få læger.

Camilla Hersom, Formand for Danske Patienter, understreger også, at:

Det er ikke alle, der har lyst til at købe egen praksis og slå sig ned og få hele sin livskarriere et bestemt sted i landet. Meget i samfundet og vores familiemønstre har ændret sig, og nogle læger vil gerne arbejde i almen praksis, men i en ny form for ansættelse.

Partnerskabsklinikken er således et vigtigt bidrag til almen praksis og til den i forvejen eksisterende konstellation, som PLO tilbyder. Både partnerskabsklinikken og PLO-klinikken sikrer i samspil kontinuerlig lægedækning til patienten og hjælper også politikerne ved at sikre lige sundhed for alle i Danmark. Analysen fra VIVE viser med tydelighed, at vi kun kan tilgodese alle speciallæger i almen medicin gennem diversitet og dermed to konstellationer – 1) en PLO-model, hvor lægen er selvstændig erhvervsdrivende og familielæge samt 2) en partnerskabsklinik, hvor speciallægen udelukkende har fokus på lægegerningen og alene fungerer som familielæge. Hertil påpeger Danske Patienter, at:

Disse løsninger kan fungere for praktiserende læger, der ikke ønsker egen klinik, hvor opgaver knyttet til økonomi og virksomhedsledelse er en fast del af hverdagen [..].

Det er vigtigt, at vi støtter de læger, som ikke ønsker at benytte sig af PLOs model, og stiller dem et alternativt, som kan fastholde dem i almen praksis. Partnerskabsklinikken ”griber” netop de speciallæger, som ikke ønsker at være selvstændigt erhvervsdrivende, men gerne vil være familielæge. Tendenser som disse bekræftes af PLOs bestilte rapport, Almen praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø og jobtilfredshed (2016). I rapporten står der netop at:

Andelen af moderat udbrændte alment praktiserende læger er steget fra 24% i 2004 til 26% i 2012 og til 38% i 2016. Andelen af alment praktiserende læger, som også lever op til kriterierne for alvorlig grad af udbrændthed, var 3% i 2004 og omtrent fordoblet til 5% i 2012 og igen næsten fordoblet til 11% i 2016. Det er især en stigning fra 18% til 31% i andelen af praktiserende læger, som scorer højt på underskalaen ”emotionel udmattelse.

I samme rapport fremgår det tydeligt (s.27), at de faktorer som belaster den praktiserende læge mest, er 1) omfanget af udefrakommende administrative opgaver (læger med moderat
udbrændthed: 89,5% og læger med alvorlig udbrændthed: 93,9%) samt 2) omfanget af opgaver relateret til praksisdrift (læger med moderat udbrændthed: 69,1% og læger med alvorlig udbrændthed: 71,5%). Med udgangspunkt i rapporten pointerer Danske Patienter, at PLO-lægens arbejdspres, som selvstændig erhvervsdrivende, kan gå ud over dén faglige kvalitet, som for Danske Patienter er central:

11,4 procent af adspurgte praktiserende læger angiver, at deres arbejdsbelastning næsten altid eller ofte er så stor, at det går ud over den faglige kvalitet.

Partnerskabsklinikken friholder netop familielægen fra administrative opgaver og opgaver relateret til praksisdrift således, at familielægen alene kan fokusere på patienten. I PLO er man klar over, at deres medlemmer bliver udbrændte, som følge af et stort arbejdspres. For at få ”råd” til, at familielæger udbrændes i PLOs model, opfordrer PLO løbende politikerne til primært at fokusere på, at overproducere speciallæger i almen medicin, fremfor at ændre familielægens arbejdsvilkår.

I starten af 2016 kom jeg til at sige at vi, efter min mening, skulle være ca. 5000 praktiserende læger, hvis vi skulle finde den rette balance mellem primær- og sekundærsektoren. Der lå ikke tung videnskab bag dette tal. Det var ikke afstemt med hverken jer eller bestyrelsen. Begge dele kan kritiseres, men man kan ikke nægte, at det satte noget i gang.

Hvis man virkelig vil forbedre og fremtidssikre lægedækningen, skal man uddanne en lille overkapacitet af almenmedicinere – for eksempel ti procent flere, end der er brug for. Så ville de automatisk fordele sig derhen, hvor der er en ledig praksis, mens de resterende kan arbejde på sygehusene.

I et arbejdsmarked, hvor flere og flere speciallæger ikke ønsker at være selvstændigt erhvervsdrivende, med deraf følgende større risiko for udbrændthed, som ejer af en PLO-klinik, synes det at være udskældende når PLOs formand anvender termer som stråmand og ikke rigtig læge overfor denne gruppe af familielæger, som alene ønsker fuldt fokus på lægegerningen. Partnerskabsklinikken er en meget vigtig medspiller, for både patienten og familielægen, i vores sundhedssystem.